Læsere af bogen vil være lånere, der beskæftiger sig med 1700-tallets tænkere - politiske såvel som filosofiske.
Mikkel Thorup har samlet fem af J.J. Rousseaus politiske afhandlinger, der dækker emner som kunstens og videnskabernes indvirkning på samfundet - en diskussion der er aktuel også i dag - om politiske styreformer, økonomi og krigens væsen. I teksterne ser man, hvordan J.J. R.'s natur rummede store modsætninger, men også hvordan han i mange spørgsmål stod i modsætning til de samtidige oplysningsfilosoffer. I den instruktive efterskrift påpeger Mikkel Thorup, at man som læser netop bør se skrifterne som polemiske indspark i J.J. R.'s egen samtid, da de af eftertiden er blevet tolket både positivt som forløber for frihedsidealerne og negativt som forløber for tanker om totalitærstaten og inspiration til rædselsregimet efter den franske revolution. De fem afhandlinger har fire forskellige oversættere. Sproget er moderne dansk, men naturligvis præget af J.J.R.'s egne formuleringer, der gør teksten opmærksomhedskrævende.
Tre af bogens tekster har aldrig været oversat til dansk før. I 2007 udkom Samfundskontrakten red. af Mogens Chrom Jacobsen, der også redigerede Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene i 1996.
En udgivelse, som vil blive brugt i mange år fremover.