Burn your fire for no witness
Angel Olsen
Emneord
Anmeldelser (4)
Gaffa [online]
d. 15. nov. 2014
af
af
Kristian Petersen
d. 15. nov. 2014
"Som dobbeltalbum balancerer Pom Pom på en knivsæg mellem at være en imponerende musikalsk regnbue og ren rodebutik af en udtværet sangpalet. Juryen er stadig ude, men der går noget, før Ariel Pink matcher sin nærmeste musikalske og legesyge slægtning, Wayne Coyne".
Berlingske tidende
d. 20. nov. 2014
af
af
Michael Charles Gaunt
d. 20. nov. 2014
"Han er og bliver en excentriker, der synes at finde en pervers glæde i at være drilsk og på tværs. Hvorfor han sine steder også kan være decideret øretæveindbydende. Men man tilgiver ham det meste, for når han tøjler sine vildeste udskejelser, viser han sig gang på gang som en uforligneligt god sangskriver. Den bedste måde at lytte til dette opus er derfor som knap 70 minutter i selskab med en radiokanal fra et skørt parallelunivers. Hvor poppen stadig er iørefaldende. Men samtidig har fået et ordentligt skud syre".
Jyllands-posten
d. 5. jan. 2015
af
af
Peter Schollert
d. 5. jan. 2015
"Han er sær og sjov, og hans sange er slet ikke et så besværligt selskab, som de måske i første omgang giver indtryk af. Numrene er både iørefaldende og interessante. Men der er lige et problem, der er en lille smule stort. Ariel Pink kan ikke finde ud af at sige stop. Mere end en times musik er alt for meget".
Information
d. 9. dec. 2014
af
af
Ralf Christensen
d. 9. dec. 2014
"Indie blevet en form for mainstream og har fundet sin egen fundamentalisme og konformitet. Borgerskabskritikken er blevet soundtrack til hipsterborgerskabets egen trummerum og ortodoksi. Men recession kan ikke slå genren og kulturen ihjel, i hvert fald ikke så længe vi har egoer som amerikanske Ariel Marcus Rosenberg alias Ariel Pink til at rive og flå i konventioner og selvfedme. Man kan forestille sig ham sige "Indie is not dead, it just smells funny" med en parafrase over Frank Zappas jazz-diagnose, for han går til stålet med rablende komik, forkrøblet maskespil, bedaget reklame-æstetik og karakteristisk smadret lo-fi-æstetik på sit nye album "pom pom" ... Hr. Pink har sin helt egen form for inderlighed, og inde i de kassettebåndsklingende produktioner skybanker han sig sågar til nogle af sine bedste numre. Det episk tæskende "Not Enough Violence" viser en ny retning, mens singlen "Picture Me Gone" er et nyt højdepunkt i hans særlige afdeling for balladesangskrivning".