Film / fiktion / drama

Pope Joan


Beskrivelse


Johanna lærer sig i 800-tallet mod alle normer at læse og skrive, kommer til Rom og redder pavens liv ud fra sin lærdom. Forklædt som mand bliver hun selv pave, men det har store omkostninger.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. juli 2010

af

af

Frans Rasmussen

d. 6. juli 2010

Kvindefrigørelse i middelalderen er emnet for filmen, der henvender sig til de interesserede i både religiøse og historiske emner og i de store, menneskelige dramaer. Fra 15 år.

Johanna fødes i Ingelheim i Tyskland i 800-tallet og lærer som barn det for en pige forbudte: at læse og skrive. Hun er videbegærlig, og læser trods faderens forbud bøger. Til fars store fortrydelse underviser biskop Æskulap hende og får sendt hende i skole frem for sønnen Johannes. At sende en pige i skole vækker modstand, og hun ender i kloster forklædt som mand. I Rom ligger pave Sergius for døden. Johanna helbreder ham og paven gør hende til 1. minister. Den intrigante Anastasius vil være pave, men det bliver Johanna, i livsfare for at blive afsløret som kvinde.

Denne internationale produktion bygger på en roman af Donna Woolfolk Cross, der som filmen fascineres af den mystiske historie: har der være en kvindelig pave? Det er en legende, der er ikke-eksisterende i de officielle annaler. Romanen og filmen vil afsløre den virkelige historie, og dermed lægger den sig op ad Dan Brown og Da Vinci mysteriet.

Filmisk er det et flot, men helt traditionelt fortalt historisk drama. I modsætning til Da Vinci mysteriet koncentrerer den sig mere om det menneskelige drama end om afsløringen af katolske hemmeligheder. Skildringen af Johannas sejlivede kamp som kvinde for at følge sit kald og opnå større viden på bekostning af kærligheden og middelalderens kvindesyn står stærkt, og man bliver klogere på kvinders rolle i middelalderen.