Primært til jernbane- og virksomhedshistorisk interesserede frem for erindringslæsere.
Povl Hjelt (PH) 1921-2013 er uløseligt knyttet til DSB, hvor han som generaldirektør 1970-81 stod for statsbanernes omstilling fra etat til moderne servicevirksomhed. Bogen består af Hjelts egne nedskrevne erindringer og udbygges med en række samtaleartikler med kendte ledere og erhvervsfolk m.m., som har haft berøring med ham. Foruden uddannelsen i DSB var Hjelt landsretssagfører med sideløbende arbejde gennem 15 år i kammeradvokaturen, men valgte via ansættelse som kontorchef 1963 endegyldig DSB. Omdannelsen af statsbanerne blev hans livsværk og indbragte ham den fornemme managementpris for 1970'ernes bedste lederpræstation. Vi får oplevelser fra barndommen i Østjylland, uddannelse og virke på div. kontorer sideløbende med et godt indblik i DSB's skelsættende årti med hovedpersoner, begivenheder og Hjelts egen rolle i den lange omlægningsproces. Han deler gerne æren med medarbejderne, og gennem samtaleartiklerne udbygges portrættet med en række facetter af en dygtig, dedikeret men også lidt reserveret virksomhedsleder.
Hjelts skelsættende år som generaldirektør for DSB er uden særlig boglig dækning på bibliotekerne.
3/4 jernbanestof om virksomhedshistorie og 1/4 erindringer med målgruppe blandt jernbane- og virksomhedsinteresserede frem for deciderede erindringslæsere. Bogens force er her et velfacetteret billede af Hjelt som person/leder og et spændende indblik i DSB's store omlægningsproces i 70'erne.