Bøger / skønlitteratur til børn / eventyr

Prinsessens friere


Beskrivelse


Billed- og medlæsningsbog. Kongen vil have, at prinsessen skal giftes, så han kan få et barnebarn. Hun bestemmer, at hun vil gifte sig med den mand, der kan få hende til at græde.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. sep. 2009

af

af

Kirsten Thorning Thagaard

d. 8. sep. 2009

De to sidste hæfter af seks i serien, Kongeslottet er beregnet som medlæsningshæfter til oplæsning, dramatisering og læseteater til indskolingen (5-8 år). Der er mange gentagelser og rim, som målgruppen hurtigt vil kunne imitere, så de får en oplevelse af at kunne læse.

Historierne i disse to hæfter foregår i det samme eventyrunivers på slottet. Til Kongens fødselsdag har han bestemt, at han vil have en enkel middag, nemlig stegt lever med løg. Det kan dronningen ikke lide, så hun tilføjer sit eget ønske. Det samme gør ministeren, hofdamen, lakajen, vagtsoldaten, opråberen og hofnarren. Den menu vil kokken ikke lave, men kongen får en idé, så alle bliver tilfredse. I Prinsessens friere vil kongen have prinsessen gift for at sikre arvefølgen. Prinsessen bestemmer, at hun vil gifte sig med den mand, der kan få hende til at græde. Mange friere forsøger, men til sidst kommer hofnarren med et løg! De meget farvestrålende og detaljerede illustrationer understøtter teksten fint og hjælper barnet til at medlæse. På forlagets hjemmeside findes bl.a. historierne som rollehæfte, der kan bruges til skuespil eller læseteater. Hæfterne kan indgå i et eventyremne i indskolingen.

De to hæfter i blødt omslag er i indhold, tegneserielayout og idé udformet på samme måde som de fire første i serien.

To sjove og inspirerende historier med meget fantasifulde illustrationer, der stimulerer fantasien. Hæfterne kan bruges til medlæsning, dramatisering og læseteater for indskolingen.