Der skal være fødselsdag på Prinsesseskolen, men ingen vil fortælle den kommende fødselar, prinsesse Koralie, hvad der vil komme til at ske. Sød bog til højtlæsning fra 6 år og selvlæsning fra 8 til 11 år.
Prinsesse Koralie, der glæder sig til sin fødselsdag i morgen, kommer fra Koralriget. Hun håber på gaver hjemmefra og på at få en lækker kage. Hendes prinsesse-klassekammerater fortæller om fødselsdagstraditionerne hjemme hos dem, og det får bare Koralie til at blive endnu mere utålmodig. Da hun opdager, at de andre prinsesser har hemmeligheder for, forsøger hun at lytte sig til deres planer - desværre uden held. Heldigvis har hun sin kammerfe, der tilbyder at trylle Koralie lillebitte, så hun nemmere kan snige sig ind på de andre. Men de forbudte tryllerier går ikke helt som planlagt. Bogen er nr. 5 i serien "Prinsesseskolen".
Dejlig historie om at være gode veninder fortalt med meget direkte tale. Det er en flot udstyret bog med indbydende tegninger og en flot forside, hvor der er kælet for detaljerne. Det er en fordel at læse seriens bøger i rækkefølge, men ikke strengt nødvendigt.
Rosie Banks har skrevet serien "Hemmelige prinsesser", fx Den magiske halskæde for samme aldersgruppe.