"Springsteen er en prominent inspirationskilde på "Prisoner", og man kunne snildt snydes til at tro, at den isnende kuldslåede "Shiver and Shake" var lavet af mesteren selv. Sangen går lige i nervesystemet. Ligesom når Adams uanstrengt væver skønt lyrisk strengespind i den hovedhængende "To Be Without You", hvor whiskyglasset flyder over af dryppende tårer. Her glimter musikken af organiske og instinktive kvaliteter, som befæster Ryan Adams position som en væsentlig sangskriver. Han er en djærv håndværker - stedvis med sans for det smittende melodiske - men på "Prisoner" er der for meget ubearbejdet melankoli og slumrende americana: Man brænder simpelthen for sjældent nallerne på nødvendighedens flammer hos den 42-årige amerikaner".