Denne bog indgår i forlagsserien Undervisning og læring og ligesom seriens øvrige titler henvender bogen sig til lærere og til lærerstuderende i eksempelvis fag som pædagogik og kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab.
Bogen er baseret på Trine Ølands forskning og er en omskrivning og sammenfatning af dele af hendes ph.d.-afhandling, samtidig med at den bygger videre på hendes tidligere udgivelser om den progressive pædagogik. Øland laver en analyse af emnearbejde og orienteringsundervisning i 1970'erne og af projektarbejdsformen anno 2005 for at vise, hvorledes den progressive pædagogik har udviklet sig frem til nu. Bogen består af fem dele. Første del beskriver tilgangen til den progressive pædagogik. Anden del ser med sociologiske briller på projektarbejdsformen anno 2005. Del tre behandler emnearbejdet og orienteringsundervisningens praksis i 1970'erne. Fjerde del tager fat på forskellige elevtypers håndtering af den progressive pædagogik. Og bogens femte del runder bogen af ved at give et samlet overblik og perspektivere videre på den baggrund.
Bogen kan suppleres med Ølands øvrige udgivelser om emnet.
Fagligt velbegrundet udgivelse af en forfatter med både gejst og godt fodfæste i den progressive pædagogik.