Den svigtet teenager, Bjørn, ønsker at redde sin mors lig fra at blive kremeret. Bjørn iværksætter en skingrende vanvittig plan, som bl.a. involverer hans demente morfar på plejehjemmet og hans sære storebror, Kaspar, som ikke har været ude af husets kælder i 20 år. For unge som ønsker at læse om et svært emne tilsat sort og skør humor.
Bjørns far, Erwin, er forsvundet ind i en verden af alkohol og legetøjssoldater og Bjørns storebror har levet i husets kælder i mange år, efter et voldsomt skænderi med Erwin mange år forinden. Nu er Bjørns elskede mor, Lily, død af kræft og Erwin vil kremere liget. Men Bjørn ved, at Lilys største frygt var at blive kremeret, så han udtænker en fantasifuld og vanvittig plan for at redde sin mors lig fra flammerne. Planen involverer Bjørns morfar på plejehjemmet og hans geniale storebror, Kaspar. Han iværksætter "Projekt Luftballon". Men vil det lykkedes for Bjørn at gennemføre planen? Efter nogle af kapitlerne er der humoristiske vignetter, som bl.a. viser hvordan man kan lave en "ansigtsmimikmaskine" og en opskrift på at lave sit eget overskæg med hår fra armhulen.
En fantastisk tragikomisk roman, som er underholdende, humoristisk og vanvittig. Samtidig er den trist og meget rørende. En gribende roman om at miste og om at håndtere sorg. En virkelig original roman, man kan kun håbe, at der kommer mange flere bøger fra forfatterens hånd.
En anden ungdomsbog som har lignende tematikker er Vildnisset af Søren Jessen.