Bøger / skønlitteratur til børn / eventyrlige fortællinger

Fadul og hele fadæsen : en børnebog


Beskrivelse


Den frygtede bandit Balder Brag fra Hermonbjerget rager uklar med købmanden Abu Fadul fra Damaskus og et større sammenstød truer, men så tager købmandens søn Fadul og hans søster Lamia til Hermonbjerget på et flyvende tæppe.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. aug. 2005

af

af

Elin Søborg

d. 5. aug. 2005

Iselin C. Hermanns nye børnebog kan bedst sammenlignes med hendes første, bestselleren Kongen af Sydspanien fra 1999, både i den lidt manierede, snakkende fortællestil, de rablende og suggestive navne, de lidt skæve personer og det eksotiske miljø, der balancerer mellem realisme og eventyr. Denne nye foregår i et tidløst Damaskus, hvor den rige købmand Abu Fadul og storbanditten Balder Brag er kommet så galt i klammeri, at børnene må gribe ind med opfindsomhed, før det udarter til regulær krig. Det gør de så, og alt ender i fryd og gammen. Selve historien er enkel og virker lidt tynd og forudsigelig, men forfatteren nyder helt oplagt selve fortælleprocessen og at udvikle personer og miljø med både autentiske og karikerede og helt skæve træk. Historien er illustreret af forfatterens søn med akvarelmalede tegninger i en enkel, naiv og lidt stiv stil, der egentlig passer godt til det livlige, blomstrende fortællesprog. Bogen egner sig bedst til oplæsning for de ca. 5-8-årige, den kan selvlæses fra ca. 10 år, hvor handlingen nok ikke rigtigt vil fænge.


Bibliotekernes vurdering

d. 13. maj 2013

af

af

Susanne Dahl Jensen

d. 13. maj 2013

Eventyrlig fortælling til oplæsning for de 5-8-årige om flyvende tæpper, flyveøgler, farlige banditter og farlige flugtplaner. Fint illustreret forside af to flyveøgler, der kommer flyvende hen over byen med de to børn, der er hovedpersoner siddende på ryggen. Udmærket indholdsbeskrivende bagsidetekst.

Denne udgivelse er anden udgave af Fadul og hele fadæsen af Iselin C. Hermann. Første udgave kom i 2005 illustreret af Vesle Cosman Brøndum. Den nye udgave er illustreret af Peter Bay Alexandersen og har en mere eventyrlig og dragende forside. Den er også i et lidt større format og har en mere læsbar typografi. Illustrator har tidligere illustreret en del børnebøger. Historien foregår i Abdahrul, hvor børnene Fadul og Lamia bor med deres familie i den store købmandsgård. Men en dag begynder de onde mennesker fra bjergene at hærge byen, og så må børnene tage affære. Det kommer der en masse farefyldt eventyr ud af, der er fortalt på levende vis, og alt ender selvfølgelig godt. Historien er båret af den eventyrlige fortællestil med et mundret sprog, der egner sig godt til oplæsning.

Fadul og hele fadæsen minder meget om forfatters første børnebog Kongen af Sydspanien, 1999 både med det eksotiske og eventyrlige tema og i fortællestil. Tekstmæssigt er der ingen ændringer fra første udgave. Det er kun forside, typografi og illustrationer, der er ændret, hvilket har givet en helt anden udseende bog.

Eksotisk, fabulerende eventyr til oplæsning for de 5-9-årige.


Bogmarkedet

Årg. 151, nr. 16 (2005)

af

af

Steffen Larsen

Årg. 151, nr. 16 (2005)