Tv-serie. Da marinesoldaten Mac kommer tilbage til USA i 1972 efter at have deltaget i Vietnamkrigen, håber han at alt bliver som før. Men Mac må hurtigt indse, at det ikke er nemt at vende tilbage og snart vil forbrydere have hans hjælp til lejemord. Fra 16 år.
Drama fra 1970'ernes USA. I 1972 er Vietnamkrigen tæt på afslutning og USA er præget af økonomisk nedtur, arbejdsløshed og raceuro. Historien begynder i Memphis i sommeren 1972, da marinesoldaten Mac (Logan Marshall-Green) vender hjem efter endt tjeneste i Vietnam-krigen. Hans kone er glad for at se ham, men har nu sit eget liv og det er mere end svært at finde et job. Også krigens spøgelser presser på. Mac opsøges snart af forbrydere, der søger hans hjælp til at udføre lejemord. Mac afviser først, men presses og hvirvles ind i en voldsspiral, der ikke synes at have nogen ende.
Serien skildrer stemningsfuldt og flot den historiske ramme som marinesoldaten Mac lander i, da han kommer hjem efter år i Vietnam. Mac lider tydeligt af PTSD og har svært ved at finde fodfæste i livet, men hvorfor han vælger at gå ind i forbryderbranchen, er ikke klart for os og Mac ender med at blive lidt uinteressant som hovedperson. Seriens action, bifigurer og den historiske ramme er mere spændende og driver historien videre, men "Quarry" har samlet set svært ved at fænge.
"Quarry" har lighedspunkter med et andet historisk drama Boardwalk empire, volume 1, men uden at have samme kvalitet.