En lille bog med kondenseret Dalai Lama visdom. Hans hensigt med bogen har været at udvikle en verdslig åndelighed. Dvs. bogens læser ikke nødvendigvis skal være tunet ind på buddhistisk lære for at få udbytte af den, ej heller behøver læseren på anden måde være religiøst troende. Det er tibetansk tradition at samle og udgive store mestres gode råd under titlen Råd fra hjertet. Her er de blevet til ved at Dalai Lama har fået forelagt en liste med emner som han selv kunne kommentere og supplere mundtligt efter lyst. Resultatet blev nedskrevet og oversat til fransk - det må være derfor Dalai Lama i den danske oversættelse er Des med sin læser. Det er blevet til 55 helt korte kapitler adresseret til en bred vifte af specifikke målgrupper, fx til de unge, dem der lever alene, dem der underviser, de generte, de kontemplative osv. Vil man kun have én bog med Dalai Lamas lære og til en bred målgruppe, så er det denne man kan nøjes med.