Som 65-årig har Auster skrevet endnu en litterær selvbiografi, denne gang med udforskning af det indre liv og de oplevelser, der formede ham. Som Vinternoter fascinerende læsning for Auster-fans og alle, der læser biografier om autentiske personers liv.
Auster (f. 1947) udviklede tidligt i livet social bevidsthed og retfærdighedsans, som han med brug af det litterære "du" beretter om, erindrende barndommens undren, overbevisninger, skelsættende og almindelige begivenheder og forholdet til hans jødiske familie. Austers "du" graver dybt i hukommelsen, og finder højdepunkterne - film, sport, litteratur, musik og sommerlejre. Og senere som ung er der usikker basken med livet, uddannelse, Paris, forsøg på at skrive, og kæreste. Også her, som i Vinternoter, er der en understrøm med spørgsmålet "hvem er dette du?", som læseren kan indleve og spejle sig i. Det fascinerende flow går dog i stå ved brevene til kæresten Lydia, hvor synsvinklen brat skifter til den unge "jeg". Bogen slutter med et album med billeder fra de film og begivenheder, der var skelsættende.
Auster skriver sig ind i en europæisk tradition, som giver genklang hos danskere. Hustruen og kollegaen Hustvedt er nær-beslægtet, og bestemt også et litterært besøg værd.
Første del, Vinternoter, handlede meget om de tilfældige hændelser i Austers liv. Her er det det indre landkort i barndom og ungdom, og formningen af et menneske, der fylder. Den kan læses uafhængigt af Vinternoter, men er knapt så helstøbt som den.