Bag farvestrålende forsider gemmer sig små enkle og meget overkommelige historier om de to venner, aben Rasmus og flodhesten Rosa. Uden nogen nærmere præsentation af hovedpersonerne hopper læseren lige ind i historien. I Lumske Dille er der fare på færde, fordi den lidt godtroende Rosa møder en krokodille. Hun reddes af sin trofaste ven, der bombarderer krokodillen med nødder. I Dovne Ditte præsenteres læseren for dovendyret Ditte, og der holdes fest i skoven. Dyrene beskrives med forventede karaktertræk. Der er ikke mange overraskende momenter. Begge bøger virker imidlertid indbydende. Teksten er sat i en enkelt spalte. Der anvendes ultrakorte sætninger, og det bemærkelsesværdige er, at lixtallet kan holdes så lavt. Ordforrådet er velkendt med nogle enkelte undtagelser som orkide, iris, lianer, braser og jubler. Helsides, tegneserieagtige illustrationer supplerer og giver teksten liv. Bøgerne er en del af en serie, men kan sagtens læses hver for sig. Glimrende til læsetræning, selvstændig læsning/frilæsning i 1. og 2. klasse.