Ove K. Pedersen argumenterer i sin samfundsvidenskabelige debatbog på akademisk niveau bl.a. for konkurrencestaten som en udvikling af velfærdsstaten snarere end en modsætning. Et must for dig som følger debatten om, hvilket samfund vi ønsker i Danmark.
Forfatteren skrev i 2011 Konkurrencestaten. Denne nye bog er et svar på den debat om konkurrencestaten som velfærdsstatens modsætning, der opstod i kølvandet på den første bog. Ove K. Pedersen forklarer i sit forord, at han i den nye bog blander "analytisk viden med faglige vurderinger". Om bogens mål skriver han: "Denne bog har som mål at oplyse, hvordan fortiden har skabt nutidens udfordringer, og på den baggrund rejse en diskussion om de politiske forudsætninger for forskydningen og dens kulturelle konsekvenser." Bogen er i fire dele. Første del redegør for "reformismens historie", hvor vi i Danmark allerede før anden verdenskrig starter med skabe et idealsamfund ved hjælp af reformer. Anden del fortæller om reformismens krise, hvor troen på reformernes vej til at skabe et ideelt velfærdssamfund trues. I tredje del analyser forfatteren forskellige nutidige ståsteder. I fjerde del giver forfatteren bud på at reformulere reformismen.
Interessant bog om konkurrencestaten, som dog kræver du er vant med politiske og økonomiske begreber.
En anden debatbog er debatantologien Konkurrencestaten og dens kritikere, hvor Ove k. Pedersen er én af de 22 bidragydere.