"Hans mimik som letfodsdanser, det klovnagtige ansigtsudtryk vekslende fra bedemandsmine til humørspreder, hans gestikulation med hovedet og armene, er desværre med til at berøve den engagerede lytter en medbragt holdning til ånden og tonen, som naturligt udgår fra et værk som dette ... Hvad endnu værre er må siges at være noget nær en katastrofe for musikken i sig selv ... Det drejer sig om dommedagssekvensen,"Dies Irae", hvis sidste del "Lacrymosa dies illa" ("O, du kummerfulde dag") i sin rytmiske fremdrift påtvinges et "motorstop". Bernstein sætter alle hensyn til bevægelsesdrift og motorik til side udelukkende for at gennemføre sin helt egen opfundne tørt ansatte akkordteknik ... Men Mozarts "Messe for de afdøde" er og bliver, hvad det altid har været, stor og indiskutabel indsigt i formidling af kirkens inderlige forbøn for de afdøde, også selvom det stedvis plettes som her".