Den 8. november 1923 startede Adolf Hitler et statskup med et pistolskud i loftet på Bürgerbräukeller i München. 17 timer senere var han såret og på flugt. Men retssagen der fulgte formåede ikke at stoppe ham. Den mangedoblede hans popularitet og sendte nazisterne direkte mod magten i Tyskland. For interesserede i Tysklands historie.
Bayern er et kaotisk sted i 1923. Et højreorienteret regime ledet af von Kahr sidder hårdt på magten. Men det er ikke nok for den 34-årige Hitler og hans parti. Under et politisk møde i Bürgerbräukeller, tilfangetager nazisterne Kahr og andre ledende figurer. Kahr slipper dog fri og kuppet mislykkedes, og Hitler og hans følgere bliver efterfølgende kun tiltalt for højforræderi, men ikke for de talrige overgreb mod jøder og politiske modstandere. Retssagen ender, pga. en venligsindet anklagemyndighed, med at fungere som talestol for Hitler og bliver yderst gavnlig for hans ambitioner.
David King formår ved hjælp af sine kilder at komme tæt på hovedpersonerne og stemningen i datidens Bayern. Man mærker den elektriske stemning i retssalen blandt nationalistiske tyskere og det stadig mere forbløffede pressekorps, som er vidne til den farceagtige retssag. Hvis man vil i dybden med Hitlers tidlige politiske karriere, er denne bog uundværlig.
Det er svært at komme uden om Ian Kershaws Hitler. Der findes ingen yderligere bøger på dansk som dybtgående beskæftiger sig med ølstuekuppet.