Gemynthe tager på en kritisk og uhøjtidelig måde fat på vores forhold til det at arbejde, og på måden vi forvalter naturens begrænsede ressourcer. De herskende venstre- og højrefløjsideologier er mest uenige om fordelingen af goderne, men tager ikke stilling til hvordan samfundet tilrettelægges så der også i fremtiden er noget at dele. Selv kalder han industrialderens herskende ideologi for danaidismen. Samfundet kan sammenlignes med Danaidernes kar som vi i vores blinde tro på arbejdets velsignelse finder livsindhold i at blive ved med at fylde, selv om velstanden fosser ud af bunden, og jordens ressourcer er truet. Vi skulle hellere trodse guderne og bruge vores snilde til at gøre hullet mindre og leve et rigere liv på færre ressourcer. Hans forbillede er Napoleons udenrigsminister Talleyrand der var livsnyder frem for nogen og som forstod at nyde alle de glæder som sanserne og forstanden kan give. Vi har rigeligt de økonomiske forudsætninger for at kunne leve et lige så rigt liv som 1700-tallets aristokrater uden at bruge los af naturens ressourcer, men vi har alt for travlt med at producere og konsumere. Gemynthe har med en letflydende pen skrevet en underholdende og ukonventionel samfundskritik med mange overraskende pointer og utraditionelle synsvinkler.