Rim på udsatte steder er for dem der interesserer sig for selve arbejdet med revyteksten.
Johannes Møllehave kendes af de fleste. Han er foredragsholder, præst, forfatter og har desuden gennem årene skrevet tekster til landets forskellige revyer. Rim på udsatte steder er Johannes Møllehaves hyldest til revyvisen som genre og især til revyforfatter Carl-Erik Sørensen og dennes arbejdsproces. Møllehave beskriver Carl-Erik Sørensens arbejde; fra idéstadie til den færdige tekst, som Møllehave analyserer. Som indledning beskrives revygenren og dansk revyhistorie.
Carl-Erik Sørensen har selv udgivet Se tiden an - 101 udvalgte revyviser, som præsenterer hans tekster. Der er skrevet meget om dansk revy, hvilket også kan ses i nærværende bogs litteraturliste, men Rim på udsatte steder står alene, idet den handler om Carl-Erik Sørensens arbejdsproces med revytekster.
Rim på udsatte steder er Møllehaves personlige hyldest til en af Danmarks største revyforfattere. Læseren mærker tydeligt Møllehaves store begejstring for danske revyer og Carl-Erik Sørensens tekster.