Bøger / skønlitteratur til børn / billedbog

Røgen


Beskrivelse


Billedbog. En familie vil køre en tur ud i det dejlige vejr. Men luften er ikke frisk og herlig, for det lugter af røg, som kommer fra fabrikker, bilen og fra en sød lille dames fyr.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 2018

af

af

C. E. Hald

d. 19. dec. 2018

I en tid, hvor der alvorligt tales om faren ved forurening af naturen, er det naturligt, at dette emne også behandles i børnebøger. Og selv om denne bog ikke tekstmæssigt hører til blandt Spang Olsens bedste, vil jeg alligevel anbefale den, fordi den har sin styrke i de dejlige og meget sigende tegninger, og fordi den på en kvik, men dog samtidig alvorlig måde fortæller, at vi alle må gøre noget mod forureningsplagen - i dette tilfælde røg fra fabrikker, oliefyr og biler. Bogen er forholdsvis svær at læse - selvlæsning i slutningen af 3. klasse - men den er fin til højtlæsning for 5-8 årige som oplæg for en samtale om emnet.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 2018

af

af

Gunhild Lindstrøm

d. 19. dec. 2018

En dreng fortæller om en familie-udflugt i den frie natur, der er slemt røgforgiftet af fabrikker, oliefyr og familiens egen bil. Den hjælpsomme familie sørger for, at de stakkels fattige fabrikanters røg bliver renset, reparerer fru Jokumsens oliefyr og får bilen efterset, og »luften var så herlig frisk og løb lige ned i lungerne og smagte vidunderligt, og vi blev så kåde som små føl«. Jeg tror, bogen vil glæde 6-8 årige til højtlæsning, selvlæsning næppe før 4. klasses læsetrin.


Bibliotekernes vurdering

d. 27. apr. 2009

af

af

Ole Laursen

d. 27. apr. 2009

Bogen har en aktuel relevans pga. den store bevågenhed på klimaproblemer og global opvarmning, som der er i disse år. Den kan bruges som udgangspunkt for en samtale med børn fra ca. 4 år om forurening og miljø. Men kan også umiddelbart bare nydes for de, som altid fra Ib Spang Olsens hånd, gode tegninger og teksten holdt i en let munter tone.

Røgen udkom oprindeligt i 1970, og før da havde den optrådt i Politiken som en lille foldebog. Den blev gennem 70'erne oversat til flere sprog, og har en vis klassikerstatus. Det er historien om en dreng og hans familie, som tager på udflugt ud hvor "luften er så herlig frisk.." Men det er den nu ikke, for røgen fra fabrikker, familiens bil og en dames fyr hænger tykt i luften. Familien hjælper på forskellig vis med at stoppe forureningen. Blandt andet ved at stoppe en kaffekande, hatte og huer ned i skorstene! Så kan de endelig nyde naturen. Ib Spang Olsens dejlige tegninger i hans helt egen stil er holdt i primært røde, grønne, sorte og grå farver. Den gamle udgave er stadig repræsenteret på mere end halvdelen af kommunernes biblioteker ofte i flere eksemplarer. Mit eksemplar fra mit bibliotek er stadig ganske pænt. Anskaffelse må bero på de enkelte bibliotekers lyst til at give Røgen nyt liv.

I forhold til originaludgivelsen fra 1970 er eneste ændring, at formatet er en smule mindre. Desuden er der i den ny udgave tilføjet en ganske kort bagsidetekst.

En stadig aktuel genudgivelse fra vores store ener af en tegner.