Det nye bind i serien Magiske godnathistorier, der har feerne fra Disney-universet som hovedpersoner, vil som de forrige bind tiltale piger fra 5-9 år. De yngste kan få dem læst højt, og de ældste kan læse dem selv.
Feen Rose har talent for at få planter til at gro. I skoven finder hun et mystisk frø, som hun planter i sin velplejede have. En hæslig plante, der lugter rædsomt, gror frem. De andre feer bryder sig ikke om den, og da den giver dem allergi, vil de af med den. Men Rose beholder den, og da den bærer frugt, opdager de alle, at frugterne smager godt, og at træet er et evighedstræ. Teksten er sat i en stor, åben sats i mange afsnit. Den er skrevet i hovedsagelig korte hovedsætninger. Det letter læsningen, men gør at sproget bliver stift, uden megen variation. Personer og miljø er beskrevet på overfladen, og handlingen mangler liv og dybde. Illustrationerne, malet i kraftige, stærke farver, er i den stil, der kendes fra andre Disney-produkter, lidt stive og sødladne. Det gælder også forsiden med Rose, planter og sølvstjerner. Bagsideteksten røber lidt af indholdet.
Det er niende titel om feerne på Ønskeøen, og den minder bl.a. om Pils udlængsel, 2007. Ønskefeer fra A til Å, 2006 er en grundintroduktion.
Det velkendte koncept, de noget sødladne illustrationer med feer og selve historien har appel til piger. De får en temmelig triviel handling uden dybde.