Feminin klassisk drage-fantasy til de store piger. Fra 12 år.
Det er den unge (f. 1996) forfatters debut. Hun begyndte på at skrive på sin historie i 2010 med udgangspunkt i sin store interesse for fantasy. Det ses også tydeligt både i konstruktionen og i handlingen i romanen. Kort fortalt handler bogen om den unge mand Ask, der hele sit liv har troet, han var en almindelig bondedreng, og så alligevel ikke følt, at han hørte til. En dag finder han en underlig sten som viser sig at være et drageæg. Med udklækningen af ægget bliver Asks magiske evner vakt til live, og han begiver sig ud på en rejse for at finde ud af, hvem han er, samtidig med at han skal træne til at deltage i kampen mod den magtsyge konge sammen med den magiske hær. Undervejs forelsker han sig i feen Nessie, og generelt er der mange forelskelser, kærlighed og kys fordelt med generøs hånd udover hele historien. Overordnet har den unge debutant godt greb om genren, men nærværende udgivelse minder mest om en meget lang dansk stil. Sproget er fyldt med metaforer og adjektiver, hvilket gør det trættende at læse. Der er for mange tårer og mange kapitler, der afsluttes med at de går i seng og sover, også selvom det at drømme har stor betydning for historien. Korte sætninger, men mange grammatiske fejl. Forsiden signalerer voksenbog.
I dragefantasy-genren trækker den på Eragon.
Drage-fantasy mest til piger, men ikke nogen original historie og for lang.