Titlen kommunikerer ikke ret godt bogens indhold, men det gør bagsideteksten til gengæld. Her er tale om en ung mands rejse gennem sin psykiske krise under indlæggelse på den lukkede afdeling. Et alvorligt og dystert emne, som nok fordrer at man på forhånd ytrer sin specifikke interesse - måske i studieøjemed.
Forfatteren er født 1979, bachelor i kunsthistorie og nu også debutant på det litterære marked. Den unge Bo er indlagt på et psykiatrisk hospital efter et kollaps. Han har mistet sig selv og sin identitet, og derforuden begået et drab, men på hvem og hvorfor - det er bogens omdrejningsakse. I korte tankestrømme uden ret meget dialog følger læseren patientens genskrivning af sig selv - det ubeskrevne blad bliver fyldt påny, for kun ved at trænge igennem fortidens fortrængninger kan han tro på en fremtid. Han bevæger sig i feltet mellem virkelighed og fantasi på en overbevisende måde, så man som læser er i tvivl om, hvornår noget foregår i bogens virkelighed og hvornår det er i fantasien.
Romanen er ikke så fortællende og alment tilgængelig som andre bøger om psykisk sygdom fx Fugledansen og Universets engle, men er mere dunkel og irrationel i sin skildring.
En ordmættet roman om en ung mands psykiske krise og hans forsøg på at udrede sindets snørklede labyrint og rekonstruere sit eget jeg. Bogen er dygtigt skrevet, men lidt vanskelig at få styr på med sine mange associative billeder og springende udsagn.