Marianne Larsens digte har ofte beskæftiget sig med en utopisk drøm om at indgå i en enhed med verden og altet. I en verden hvid som sne er en samling prosadigte, som langt snarere forholder sig til "... denne søgen sig hen over det hvide med skrift. Så sker der en form for afsporing af det umælende." Altså skriveprocessen og skriften som det der muliggør det "at forarbejde fravær til håndterlige produkter, andre kan pege på". Skrift er en formulering af det usagte eller usigelige, ikke bare for digteren selv, men for en kollektiv sansning. Samlingen handler om forsøget på at mindske udtrykløsheden, tilværelsens hvide zoner. Det sædvanligvis anonyme jeg i Marianne Larsens digte er her veget for et mere personligt. Flere af prosastykkerne kredser om den udmattende skriveproces. Et tre-liniers digt omtaler bevidst skødesløst en tilsyneladende tre år lang skriveblokering. Marianne Larsens alvorlige og søgende lyrik er altid interessant. Denne samling er, temaet til trods, fri for det uvedkommende private, men fyldt af substans og digterisk klarhed.