Antologi og forlagshistorie i ét - i anledning af 30-året for etableringen af "forfatternes eget forlag". Bogens 50 første sider er artikler af de implicerede kræfter om Attikas historie, driftsform- og vilkår og økonomi. Det er ganske underholdende læsning af bl.a. Ulrik Gräs, Knud Sørensen og Vagn Steen, og kombinationen af kollegial kvalitetsvurdering, lave drifts- og produktionsomkostninger og selvfinansiering har vist sig bæredygtig og tjent sit formål. Til den resterende del af bogen - hoveddelen - leverer et udvalg af Attikas forfattere bidrag ud fra et på forhånd givet tema. For lyrikerne er temaet lidt uopfindsomt "tro, håb og kærlighed", hvorimod prosaisterne mere interessant har skullet levere et dagbogsnotat eller et brev dateret år 2015. Det kunne have været spændende at se de to former udfolde sig om det samme tema side om side. Men bogen rummer gode bidrag i "begge lejre". Tre registre runder bogen af: en forfatteroversigt over de bidragydende forfattere, en komplet alfabetisk forfatter/titeloversigt og en kronologisk, komplet fortegnelse over forlagets udgivelser fra starten i 1971 til og med 2001. Alt i alt et spændende stykke nyere forlagshistorie.