En noget anderledes bog om den menneskelige organisme, idet en stor del af bogen beskæftiger sig med hjernefunktioner og personlighed. Illustrationsmæssigt henvender den sig til de 10-12-årige, men den stiller temmelig store krav til læseevner og forforståelse, så det vil ikke være alle elever på 4.-5. klassetrin der vil kunne bruge bogen uden hjælp. Bogen kan have flere forskellige funktioner: personlig interesselæsning for teenagere, supplerende materiale i n/t-undervisningen og inspirationsmateriale for lærere i biologi og natur/teknik. Dens indhold er grupperet i fire hovedafsnit med hver sin farvekode: Hvad er jeg lavet af? Hvad gør mig unik? Hvordan virker min hjerne? Hvilken personlighed er jeg? I løbet af de tre sidstnævnte afsnit findes forskellige test til hvilke der findes svar sidst i bogen. Overalt er bogen nøgtern og redelig - om end enkelte fejl kan findes - og der gøres en del ud af ikke at overfortolke bogens budskaber og testresultaterne. Hvor det er nødvendigt er bogen tilpasset danske forhold. Bogens leksivisuelle stil giver den stor underholdningsværdi, men den rummer også et hav af naturvidenskabelige oplysninger som nemt kan findes ved hjælp af en god indholdsfortegnelse og et omfattende stikordsregister. Vi har ikke tilsvarende materiale i bibliotekerne.