For nærmest halvdelen af den danske befolkning er det et problem at finde en brugbar og varig partner - i denne bog giver en tidl. journalist på Cosmopolitan en lang række gode råd, decideret rettet mod kvinder. Faktisk bør mænd overhovedet ikke have adgang til denne bog, da der gives råd for ganske intime detaljer og tricks, som mænd ikke bør kende eksistensen af! Medmindre de på beregning skal miste gejsten, og det er jo netop det modsatte, der er bogens formål. I en meget praktisk orienteret og humoristisk ånd tages der fat på projekter som indfangelse, besnærelse, forførelse og bevarelse. Af de score-bøger, jeg har læst, er denne absolut den nyttigste. Den er loyal overfor begge køn, samtidig med at der skraldgrines på begges bekostning. Mærkeligt nok fandt mine 2 mandlige tilhørere ikke de oplæste citater specielt morsomme. Men er man kvinde, udstyret med kampånd, humoristisk sans og selverkendelse, så bør man ikke blive fornærmet over bogens indhold og tone, men tværtimod kunne finde anvendelige tips til revision af den strategi, som hidtil har slået fejl. Ellers var man vel ikke stadig single? Bogen er for øvrigt velskrevet og udstyret med en appellerende forside.