Julefortælling i billedbogsform som henvender sig til en bred målgruppe fra ca. 3-7 år. Bogen kan således formidles på flere niveauer. Forsiden illustrerer juletemaet fint.
En lille blå tøjhund ender på lossepladsen. Her møder den en stofhare. De er helt alene, og julestemningen er i fare. Efter flere omveje bliver de fundet af et venligt ægtepar, som vasker, reparerer og tager sig godt af dem. Til slut ender de som julegaver hos to søde børn. Fortællingen er bygget over en klassisk spændingskurve, hvor det skal gå så grueligt galt, før det ender i total (jule)idyl. Teksten er relativt omfangsrig i forhold til den yngre målgruppe. Dette er dog ikke et problem, da den både er let forståelig og indeholder en del direkte tale. De gode illustrationer formidler de forskellige stemninger fint.
Fortællingen føjer sig fint til børnebibliotekernes store samling af julebilledbøger. Til sammenligning kan nævnes Bo Møller Andersens Esmeralda & juledyret.
En anbefalelsesværdig titel med et plot som indeholder tilpas meget spænding for målgruppen. Fortællingen vil helt sikkert vække glæde i ventetiden op til den store dag.