For folk med interesse for lokalområdet. Giver en inspirerende rundtur til nogle af de mange lokaliteter og seværdigheder i Aarhus og omegn, og for fagfolk er der ikke rigtigt noget nyt at komme efter, men den almindeligt interesserede/nysgerrige vil helt sikkert kunne bruge den. De mange billeder gør den velegnet til "Biblioteket kommer" ordningen.
Olsen har tidligere udgivet fem bøger om Aalborgs historie, bl.a. den ikke uefne Sådan så der ud! og bogen om Aarhus ligger fint i tråd med denne. Over små 150 sider og over 300 billeder tager Olsen os på en lystvandring til Jyllands uofficielle hovedstad, hvor vi blandt andet kommer forbi Biograferne, Aarhus-hallen, Landsudstillingen i 1909, Friheden, den hedengangne zoologiske have, bogtrykkerierne, sporvognene, skovbådene og mange andre lokaliteter og aktiviteter. Bogen er inddelt i en række temaer og føles af og til lidt rodet (man savner et stedregister), men det giver faktisk bogen et personligt udtryk, præget af forfatterens fortællelyst. Den er trykt på kvalitetspapir og de fleste billeder er af god kvalitet. Kildeliste bagerst.
I forhold til de mange bøger der er skrevet om emnet, udmærker denne sig ved at medtage en række fotografier og postkort, som man ikke lige finder i almindeligt tilgængelige udgivelser.
Der er skrevet mange bøger om Aarhus' historie, som går langt mere i dybden. Det har dog aldrig været Olsens ærinde, som i stedet har skrevet en habil bog, udformet som en inspirerende tur ned ad "memory lane".