Både som plastikkirurg og kunstner var Ala Bashir i mange år tæt på den lunefulde diktator. Nu har han fortalt en norsk journalist om det og især om livet i Irak under Saddam og tidligere magthavere. "Iraks historie fortæller os, at vejen til et demokrati er lukket" er hans indledning. Det underbygger han med masser af beretninger om uhyrlig brutalitet, forræderi, korruption og terror overfor et splittet folk, der ind imellem går amok i blodrus og plyndringer. Under Saddam som under Stalin kunne ingen vide sig sikker, en kritisk bemærkning kunne koste liv, lemmer eller tunge, så få turde som Ala Bashir antyde, at folkets begejstring nok ikke var helt ægte. Som livlæge havde han lidt spillerum, men kunne også se, hvordan Saddam var mere bekymret over sin sårede lillefinger end over sit folks lidelser. Det er disse historier fra livet i en stat styret med frygt og terror, der er det mest interessante i denne insiderberetning. Svagheden er det enorme persongalleri, der i navneregistret fylder 5 sider. Der er også en kort oversigt over Iraks historie. Godt omslag med Saddam-statuens efterladte støvler.