En bog med en smal målgruppe. Folk der har en interesse i samfundsforandringer set fra en filosofisk vinkel.
Det er svært at gribe essensen af bogen, som er på et meget abstrakt niveau. Forfatterne forsøger at beskrive fænomenet "særklasse". Et filosofisk begreb, som er den situation, hvor forandringer ikke kommer oppefra, nedefra eller indefra, men i stedet mellemfra. Det der sker, når to eller flere mennesker mødes, og deres horisonter finder hinanden, og deres forståelsesramme smelter sammen. Det "noget", der kan opstå fra den hændelse, der pludselig kan ske mellem dem. Forfatterne eksemplificerer gennem bevægelsen "Occupy Wall Street" og "Det arabiske forår". Det uforståelige, der skabte forandringen. Et momentum, der kan være svært at gribe, og som beskrives som en tøven, der fungerer som et lille logisk mirakel. Det er en bog, der måske bedst kan beskrives som et stykke filosofisk samfundsanalyse. Den fordrer en høj grad af vane med filosofisk tankegods og tænkning, og den vil være for de få. Man sidder hele tiden med fornemmelsen af noget vigtigt og en ny erkendelse af udvikling og forandringer, men det er meget svært at gribe og fastholde kernen, måske fordi det netop er noget vanskeligt definerbart, der forsøges indkredset.
Bogen er udgivet af tænketanken Center for Vild Analyse, som i 2009 udgav: Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken, som var en ny form for klassebeskrivelse.
En filosofisk tilgang til hvordan bevægelser og samfundsforandringer opstår, for de få.