Miljøet er amerikansk, emnet er heste tilsat en pige med personlige problemer. Kombinationen er populær hos piger på 10-13 år, men denne bog adskiller sig ikke væsentligt fra mange andre i samme genre. Leeann og hendes mor Rose er tvunget til at flytte fra venner, skole og deres hjem pga. skilsmisse og konkurs. Rose får arbejde som kok på en ranch i ørkenstaten Arizona og Leeann starter i 6. kl. midt i skoleåret. Rose forsikrer Leeann om, at hun nok skal få lov til at ride på ranchens heste, men da Leeann overtræder nogle af beriderens regler, forbydes hun adgang til hestene. Hun får i skolen hurtigt nogle venner, som er lige så glade for heste som hende selv, og alt vendes med tiden til det positive. Leeann og hendes venner bliver involveret i et projekt med handikapridning, som er med til at udvikle og modne dem. Handlingen er dog for forudseelig og personbeskrivelserne for unuancerede til, at bogen sætter spor. Forsiden viser et sløret hestemotiv i dæmpede jordfarver, bagsideteksten beskriver til fulde bogens indhold. Kan sammenlignes med Heartland-serien. C.S. Adler kendes fra Mødet på stranden (1992/21). Til fritidslæsning, primært for piger, 4.-6. kl.