Da den 19-årige Gertrud Damansky fik at vide, at hendes elskede var savnet, kunne hun ikke tro det, for den unge Heinrich med de romantiske breve var jo ombord på Tirpitz. Men den grufulde sandhed var, at han i sidste øjeblik blev forflyttet til slagskibet Scharnhorst, som, under ekstreme vejrforhold, en admiral, der ikke var på højde med opgaven og uden tilstrækkelige efterretninger, var sendt på et desperat togt for at genoprette krigsmarinens ære. Scharnhorst gik i en fælde og sank i en regn af granater i polarnatten ud for Nordkap 26. december 1943. Af de knap 2000 ombord blev kun 36 fisket op af briterne, der uden nåde overlod hundreder til døden i kulden og mørket. Bogen fortæller - for en stor del oplevet via overlevende - både dramaet om Scharnhorsts sidste kamp og forfatterens ekspedition, som 2000 fandt frem til vraget på havbunden. Især den historiske del er velskrevet og meget indlevet, og de barske forhold i ishavet gør sammen med rædslerne på det dødsdømte skib et dybt indtryk. Bogen formidler et spændende og meget menneskeligt vedkommende billede af søkrigen, men skæmmes af en del fejl og inkonsekvenser i fakta og termer. Fx var Scharnhorst et slagskib og ikke en slagkrydser, banemanden Duke of York havde ikke 38 cm skyts, og en jager betegnes på gængs dansk som en destroyer. Men bogen er veldisponeret og letlæst og skal nok finde bredt publikum i sin genre.