Selvrealisation og selvfortolkning i Karen Blixens forfatterskab

VS lægger en læsning af Jung til grund for sin specialeopgave; det er specielt hans arketype-teori, hun kan bringe i anvendelse overfor Blixens forfatterskab, hvor jo psykologiske motiver behandles ud fra en ikke-individuel synsvinkel, og hvor jo myten er så levende, såvel som den »kulturelle erindring« som i form af det specielle blixenske mythos-begreb, dette at skabe sin egen myte, sin identitet, sin skæbne. Den blixenske mythos er emnet for VS's fortolkning af den fortælling, hun behandler som central, Fra det gamle Danmark, hvor hun også afdækker den fejl, mange blixenske figurer gør sig skyld i, nemlig at undertrykke driftslivet (det dionysiske) til fordel for de forstandsmæssige (det apollinske) -hvilket naturligt leder over i analysen af Blixens mening om sexualiteten og om forholdet mellem de to køn baseret på samme begrebsmodsætninger. VS's bog peger undervejs på angrebspunkter i Blixens univers, men kritikken/diskussionen udfoldes ikke, så trods sin ganske originaleindfaldsvinkel bringer bogen ikke så forfærdelig meget nyt, men den er da fuldt anvendelig som et kort, ikke for svært alternativ/supplement til de eksisterende Blixen-behandlinger - også som introduktion betragtet. Noter. Litteraturoversigt.

Læs hele vurderingen