Filmen henvender sig til et modent voksent publikum, der gerne vil se andet end det typiske Hollywood drama.
Birgit lever et ret trivielt liv i en lille flække med sin forsigtige og kedelige mand, Lennart, der lige har haft et hjerteanfald. De har en mut teenagedatter, der har hjertesorger. Ikke lige det mest opløftende, så da Birgits ungdomskæreste, Bertil, kommer tilbage til byen efter 19 år øjner Birgit sig et håb om en ændring i sit kedsommelige liv. Bertil er i mellemtiden blevet en kendt studievært, der får en del opmærksomhed, da han viser sig i den lille by. Men er Bertil nu også vejen til et sødere liv? Det svenske drama er instrueret og skrevet af Lisa Ohlin, der også har været filmkonsulent på en del film som fx Det som ingen ved og Arn. Filmen vandt innovationsprisen på Montréal World Film Festival. Den blev dog aldrig vist i de danske biografer.
Filmen er lidt i stil med Lykken er lunefuld, hvor den kvindelige hovedperson også er blevet træt af sit ægteskab og springer ud i en affære. Temaet hvor en kendt kommer tilbage til sin fødeby er ofte set før - også i andre svenske film som Så som i himmelen med Michael Nyqvist.
Filmen er forholdsvis troværdig som et hverdagsdrama er, dog berører Lisa Ohlin lidt for mange emner i én film. Handlingen er forudsigelig og ikke særlig ophidsende. Dramaet skal helst ses af et tålmodigt publikum. Et svensk hverdagsdrama, der trækker en del på den kendte Wallander skuespiller Krister Henriksson.