Munter debatbog om kvindeliv 40+, som i medierne berømmes og forsøges gjort trendy. Men er der nu så meget at råbe hurra for, spørger forfatteren veloplagt kritisk.
Klummeskribent m.m. tager pulsen på eget 46-årige liv og causerer over tidens mediebillede af de fantastiske primetime-kvinder, som i virkeligheden måske ikke har det så fantastisk med at forsøge at leve op til idealerne om skønhed, unge elskere, aktivitet som i 20'erne osv. Bogen er underholdende og tankevækkende, skrevet i et noget snakkende sprog med brug af facebook-stil i passager. Hun forholder sig personligt til en række af tidens trends, fra kernesunde overskudskvinder til cougar-kvinder, hun skriver om mænd, børn, nydelse og om at blive voksen. Krast, personligt, pirreligt, og ind i mellem lidt letbenet.
I samme genre og stil findes fx Charlotte Heje Haase: Generation multiorgasme (2011/08), Birgit Erup: Smil - du er stadig på (2002/27) og Eva Halldinger: Midaldrende? Hvem? Mig? (2002/42).
Causerier over det at være kvinde 40+, som nok er knapt så fantastisk som medierne gerne vil udråbe det til. For kroppen forfalder jo, uanset hvad vi gør, og energien bliver mindre med alderen. Forfatteren forholder sig kritisk til tidens trends om at være kernesund, have unge elskere mv., hun skriver om glæden ved børn, små som voksne, og bekymrer sig for alderdommen. Bogen er munter, snakkende, småirritabel, har ikke lige meget tyngde i alle afsnit, men er tankevækkende underholdning.