Bogen henvender sig til filosofisk interesserede på et ret avanceret plan.
Wittgenstein (1889-1951) var filosof eller sproganalytiker og en af de mest indflydelsesrige filosoffer i forrige århundrede hvad angår sprogfilosofi, logik, bevidsthedsfilosofi og matematik. Hans sparsomme litterære produktion er meget svært tilgængelig. Disse hans sidste noter og løsblade fra de to sidste leveår beskæftiger sig med psykologiske temaer. Emnet underkastes Wittgensteins teori om sprogspil. Altså i lige høj grad tanker om analyser af det sprog hvormed vi beskriver psykologiske emner. De seks notesbøger har vidt forskellig længde og form. Nogle er affattet i korte sætninger som hovedværket Tractatus Logicphilosophicus, andre længere. Det meste forudsætter et grundigt kendskab til Wittgensteins teorier og fremstår fragmentarisk. Oversætterens 20 siders efterskrift råder dog i nogen grad bod på dette.
Værket må vist være noget af det sidste der findes af Wittgensteins meget sparsomme litterære produktion. Wittgensteins værker kan ikke sammenlignes med anden filosofisk litteratur. Det er almindeligt at opdele den i den tidlige og sene Wittgenstein, men notesbøgerne er i nogen grad uden for denne opdeling. De kan opfattes som en fortsættelse af hans øvrige produktion i et nyt lys væk fra en kritisk holdning.
Et mindre kildeskrift til Wittgenstein.