I denne genfortælling af Sindbad Søfarerens oplevelser fra 1001 nats eventyr fortæller Sindbad sin navnebroder om sit møde med fuglen Rok, om dengang han slog lejr på en ø, der viste sig at være en hval, og om sine oplevelser mellem griffe og slanger i Diamanternes dal. Eventyret præsenteres som en del af 1001 nats eventyr, og vi hører lidt om denne berømte eventyrsamlings oprindelse og den faktiske baggrund for de forskellige eventyr. Bogen fremtræder nydeligt med et farvelagt forsidebillede, der viser fuglen Rok, der flyver med Sindbad surret fast til sit ene ben. Bogen er gennemillustreret med dramatiske og detaljerede billeder med udpræget orientalsk stemning, oftest holdt i grønne og gyldne farver. Billeder og tekst er indrammet af smukke og farvestrålende, snørklede mønste, der ligner orientalske tæpper, og teksten er sat på farvet baggrund, der passer ind i opslagets farveholdning. Teksten er mundret og egner sig godt til oplæsning, men Vibeke Stybes genfortælling fra 1998, Sindbad Søfarerens sælsomme rejser, er en mere komplet gengivelse af eventyret. Bogens force er den smukke og helstøbte billedside, som både børnene og den voksne oplæser vil nyde. Primært til oplæsning, fra ca. 6 år.