Bøger / skønlitteratur til børn

Sisse


Beskrivelse


Billedbog. Sisse føler en hel masse. Hun er glad, når hun danser og svømmer. Ked af det, når de voksne skændes, og ensom når hun føler, at bamse er hendes eneste ven.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 31. jan. 2012

af

af

Marianne Agger

d. 31. jan. 2012

Billedbog om noget så uhåndgribeligt som følelser. Både de store, små, svære og smukke. Bogen er velegnet til brug i institution og hjem, og kan hjælpe børn fra 3 år med at sætte ord på det, de føler.

Sisse er skrevet og illustreret af Susanne Ullidtz, der er ny på bogmarkedet. Den handler om Sisse på ca. 5 år. Der er ingen egentlig handling i bogen, men den viser Sisses følelser i forskellige situationer. Glæde vises fx, når Sisse danser og svømmer, og sorg vises, når de voksne skændes, og når hun bliver hentet til sidst i børnehaven. Bogen kommer også omkring følelser og emner som svigt, pligter, voksne, vrede, afmagt og ensomhed. Illustrationerne har Sisse i fokus, og ofte optræder voksne som udviskede silhuetter i baggrunden. Man fornemmer, at Sisse bor med sin mor og hendes nye kæreste, og at moren har et alkoholproblem. Mellem linjerne og via tegningerne forstår man, at der er tale om et omsorgssvigtet barn. Der er dybde og analyse-muligheder i tegningerne, der består af et stort billede, der er indrammet af border med mønstre, der skifter farve og form efter Sisses sindsstemning. Teksten er kort og rammende og lægger op til dialog.

Der findes billedbøger om følelser, hvor der ikke er en undertone af omsorgssvigt, som er lettere at tilgå. Sammenligner man med andre billedbøger om alvorlige emner, koncentrerer de sig ofte om ét bestemt emne, hvorimod Sisse ikke går i dybden med en enkelt følelse.

God bog til en alvorlig snak om børns mangeartede følelser.