Efter fire digtsamlinger her Pia Juuls prosadebut, en lille roman. Fortælleren er en ung mand, der har været ved fronten, og i romanens start ligger på feltlazaret. Her møder han denbenamputerede Klement, der får ham til at tro på solsystemets undergang inden 300 dage. Han møder også sygeplejersken Cecilie, der prøver at nå ind til ham, men så drager hjem. Også fortællerenThomas drager tilbage til sin hjemby, hvor han møder kvinden Benedikte, hvis nedkomst med en dreng han overværer. Hans dag går ellers med at pleje en såret og skrive breve for at holde Cecilieajour med nedtællingen før katastrofen. Til slut bliver han forelsket i Benedikte, bliver voksen og glemmer undergangsprofetierne. En fortælling, der foregår uden angivelse af tid og sted, og hvorogså persontegningen er underlig diffus. Så selv om startrammen, fortællerens baggrund som soldat nok berettiger en vis uvirkelighed, grådiset anonymitet, så synes jeg ikke bogen vinder format iforløbet. Så jeg må vurdere den somet pænt penneprøveprojekt, der viser at Pia Juuls skrivetalent udfolder sig bedst i digtsamlinger.