Digte med et avanceret billedsprog, der hylder flertydighed og rusker op i vores forudfattede forståelse af verden, for den sproginteresserede og tålmodige lyriklæser.
I Gjessings anden digtsamling kredser teksterne omkring emner som skabelse, tiden, rummet og kroppen. Helt centralt er temaet eksistens, der bl.a. udtrykkes i det nyopfundne ord "værensknitren". Ved at benytte sig af særegne sproglige konstruktioner skaber hun unikke billeder og sammenhænge. Som her, hvor et "jeg" bliver til: "Verden fryses ned til en parallelverdens stuetemperatur/gennem gasmasken jeg. Dén tages af - poesien/verden/du løber skrigende/bort/under stemmens rosenport, der kun vokser fra den ene til den anden side./" Jeget kan også eksistere som mindre dele af en krop med en særlig forbindelse til rummet: "/nedsat hørelse bytter plads med stratosfæren - nedsat hørelse i et brusebad af støj fra tid og rum, gennem/ stratosfæren lyttes der til//småting: især til skridt".
At læse Gjessings nye digte er som at blive ramt af en meteorstorm af poetiske billeder, der kan åbne op for nye måder at forstå sig selv i verden på. Sprogets mangel på traditionel logik vil muligvis udelukke en del læsere og efterlade dem med oplevelsen af en poesi, der lukker sig om sig selv.
Gjessings poesi er meget unik, men kan med sit avancerede billedsprog minde om Simon Grotrians tekster, fx i Gogoilden.