Enhver mor og datter, der ønsker at kende til kommunikationens dynamik og derudfra forbedre deres forhold, kan finde inspiration i denne bog.
Forfatteren er sociolingvist med mange års erfaring, og hendes resultater er baseret på omfattende research, men hun udtrykker sig bevidst i et uakademisk sprog, der er alment forståeligt. Anskueliggjort ved mange eksempler viser hun, at det tætte, komplicerede forhold mellem mødre og voksne døtre rummer mange ambivalente følelser, der præger kommunikationen mellem dem. Hun ser på metabudskabet, den underforståede betydning af den konkrete ordlyd, som kan tolkes forskelligt af mor og datter og derved give anledning til konflikter. Både den svære moderrolle og den voksne datters dilemma beskrives, og uden at forfalde til nemme løsninger kommer hun med gode eksempler på, hvordan kommunikationen kan forbedres.
Bogen adskiller sig fra andre bøger om mellemmenneskelig kommunikation ved at fokusere specielt på kommunikation mellem mødre og voksne døtre.
En tankevækkende og bredt anvendelig bog, der med mange anskuelige eksempler giver en god og let tilgængelig indsigt i de kommunikationsmekanismer, der præger det komplicerede forhold mellem mødre og voksne døtre, og som viser vejen frem til en større accept og forståelse.