Hvordan føles det at komme i puberteten? Det spørgsmål giver bogen svar på. Her fortælles om de ting, det kan være svært at tale med forældre om. Og som mange forældre måske har svært ved at tale med deres teenagere om. Fra 12 år, samt forældre.
Bogen tager fat på alle de spørgsmål, der dukker op, når man er i puberteten, hvad enten man er dreng eller pige. I fem afsnit høres om kroppens forandringer, sex, prævention, graviditet og følelser. Undervejs er rigtige fotos af unge. Bogen har en kort beskrivelse af, hvordan disse fotos blev til, samt en præsentation af både forfatteren og kunst-fotografen sidst i bogen. Bagerst er adresser til dem, der vil vide mere.
En indbydende bog med fine svar til teenageren, skrevet med indsigt og humor. Bogen er overskuelig, let at læse og holdt i en ungdommelig og humoristisk tone. De flotte fotos illustrerer fint det virvar af tanker og følelser, som teenagetiden byder på. Fotografierne fylder typisk en side eller en dobbeltside og kommer tæt efter hinanden. Det giver lyst til at gå på opdagelse i bogen.
Der er udgivet mange bøger om teenagerens udvikling og spirende seksualitet. De fleste med kort tekst og tegnede illustrationer, holdt i enten lyserødt eller lyseblåt, afhængig af om de er til drenge eller piger. Denne adskiller sig ved at henvende sig til begge køn, indeholde sammenhængende tekst og være fyldt med flotte kunstfotos.