Elsker/elsker ikke, skal/skal ikke. Den første kærlighed er altid svær. Super fin dokumentar om ung kærlighed. Mest til unge i alderen 13-17 år.
Skjold og Isabel har været kærester. Han slog op lige før deres et-års-dag. Nu følger vi dem tæt på i den svære tid, hvor de skal lære at være sig selv i stedet for et par. Samtidig drages de mod hinanden, og det velkendte i at være parret Skjold og Isabel. Det er svært for dem at være hver for sig, og vi følger dem helt tæt på med deres op- og nedture. Dokumentaren er lavet af Emil Næsby Hansen, og han fandt eksparret via deres instagramprofiler.
Filmen er en meget tæt på og hudløs ærlig skildring af et meget ungt par, og deres forsøg på at komme videre efter de har slået op. Den viser meget fint og nænsomt, hvor svær og ikke mindst stormende, den første forelskelse er. Det er forvirrende at finde ud af, hvad Skjold og Isabel er for hinanden, så det er bare at læne sig tilbage og lade begivenhederne udfolde sig. Mange vil kunne genkende sig selv i enten Isabel eller Skjold.
En anden dokumentarfilm om ung kærlighed er Den første kærlighed.