Lille bog til mennesker, der ønsker at arbejde med personlige begrænsninger og udvikle de indre ressourcer og evt. udnytte dem til konkrete formål. Bogen baserer sig på NLP og har en helhedsopfattelse af krop og sind. Den kommer omkring mange af livets forhold, som introduceres i en kort, letlæst tekst og dernæst følges op med et eksempel og en række centrale spørgsmål til eleven - hvordan gør du, hvad føler du, hvad ønsker du? Emnerne er fx kommunikation på arbejdspladsen, kropssprog og tolkning af fysiognomi, opnåelse af mål for privatliv/økonomi/erhverv, at udsende forståelige signaler til omverdenen, og også gode råd til væskeindtag og opretholdelse af syre/basebalancen. En lille og umiddelbart hurtigt læst bog, men med stof til mange timers refleksion og selvfordybelse. Kan bruges individuelt til selvstudier, men egner sig også til gruppearbejder. Den har et overskueligt layout og er illustreret med ikke specielt smukke, men funktionelle tegninger. Forfatteren har før skrevet om selvudvikling og det alternative, inkl. spøgelser. Hun baserer åbenbart også denne bog på erfaringer og viden fra sit terapeutiske virke, og nævner kun 2 ret ukendte værker som sine kilder. Det forringer dog ikke bogens praktiske anvendelighed.