En interessant og til tider provokerende bog, som vil kunne nuancere den skolepolitiske debat på seminarier, i skolebestyrelser, på lærerværelser og i politiske udvalg. Bregengaard går systematisk til værks: giver historisk overblik, teoretisk dybde og praktiske eksempler. Bogen er ikke politisk neutral socialisten fornægter sig ikke men den er nuanceret, og den rummer en lang række pointer, som det i en seriøs debat vil være meget vanskeligt at slippe udenom. Som en rød tråd gennem bogen går Bregengaards ønske om at fastholde skolen som et samfundsanliggende og ikke blot en genstand for interessegrupper og brugere. Hans hovedvægt ligger på begreberne: demokrati og rummelighed. Mod slutningen af bogen behandler han de politiske beslutningsprocesser, hvor han advarer mod input-output-tankegangen, men hvor han samtidig viser forståelse for og ønske om at udvikle redskaber, som kan hjælpe os med at styre vores folkeskole. I efterskrifter kommenterer tre skolepolitikere Bregengaards fremstilling, og som bilag fremlægges skoleplanen for Københavns kommune og formålet for Matthæusgades skole. Til irritation for læseren har forfatteren placeret kildehenvisninger i parenteser i den løbende tekst. Omfattende litteraturliste.