I seks kortprosatekster tages afsæt i eventyret som genre. Ifølge forf.'s 'Efterbemærkninger' må teksterne 'gerne ses som forsøg på at komme bag om postmodernismens konventioner ind tilfortællingens eget væsen'. Om dette er lykkedes kan vel diskuteres. Teksterne: 'Skrædderens enke', 'Den betroede karl', 'Esben Askepuster' m.fl., rummer imidlertid en række gendigtninger, der påforskellig vis tematiserer sider af folkeventyret med dettes spektakulære hændelsesforløb. Fantasien får frit løb, medens realismen underordnes højere magter. Helten vandrer fra det trygge ud i denstore verden for der at møde det ukendte og overnaturlige og siden vende hjem. Prinsessen og det halve kongerige savnes heller ikke i samlingen, der i overensstemmelse med genren dels sidestillerdet naturlige og det overnaturlige, dels skildrer personkredsen uden særlige psykologiske nuancer. Sprogligt skildres de barokke indfald let og muntert, undertiden med diverse nutidige 'hints' tilf.eks. EU-Unionen. Detpåtaget muntre er en ingenlunde nem opgave, der dog her synes løst uden slem sproglig skurren eller mislyde iøvrigt. Et litterært frikvarter i en ellers både fag- ogskønlitterær produktion; en, forekommer det, nicheagtig udgivelse, der bl.a. må kunne bruges i oplæsningssammenhæng.