Med dette nye essay, der tidligere har været trykt i det tyske ugeblad Der Spiegel, giver Hans Magnus Enzensberger en grundig analyse af det begreb, som han kalder: den radikale taber. Gennem sine logiske refleksioner får han defineret de radikale tabere som de terrorister, der opstår på baggrund af den kulturelle, historiske og politiske udvikling i et globaliseret verdenssamfund. Essayet handler om islam og terrorisme og beskriver den manglende økonomiske og kulturelle udvikling i de muslimske lande i sammenligning med den globale udvikling. Terroristerne opstår på grund af de undertrykkende og ydmygende levevilkår, som de lever under i sammenligning med Vestens velstand. De føler sig som tabere og giver den ydre fjende, som de hader, skylden for dette forhold. Derfor gør de, oftest mænd, i deres selvhad, afmagt og frustration oprør med terror og selvmordsbomber mod Vestens civilisation. Essayet er velformuleret og intellektuelt i sit indhold, som er meget logisk og præcist formuleret. Der belyses et vanskeligt og vigtigt emne, som er blevet beskrevet i mange bøger, men her gøres det forståeligt og klart i en meget lille bog. Essayet er til læsning og debat for alle, der gerne vil forstå, hvorfor terrorismen er stigende samtidig med åbenheden og fremgangen i den globale udvikling.