Den tidligere undergrundspoet med rod i bl.a. den amerikanske beatpoesi fra 1950-erne og 1960-erne fylder 60 år, og i den anledning genudgives to af hans markante digtsamlinger i et bind. Det er Skrift fra 1969, der vel kan betragtes som et slags gennembrud og hovedværk, og fra samme år den titelløse efterfølger, den såkaldte Man kan ikke sige.... Peter Laugesen tilhører samme åndsgeneration som f.eks. Dan Turèll, Klaus Høeck, Kirkeby og Jørgen Leth. I hans digte eksperimenteres og blandes mange forskellige genrer og former. Mange af hans digte er korte, ofte en sætning eller to, der tilsammen udgør et udtryk, en tanke, en mening, et digt. Andre er nærmest causerier, ordrablerier og prosatekster. Tema i begge samlinger er det at sætte skrift på papir og det at oversætte, tænkende og tænksomt når "Ordene går kun til det yderste af sætningerne" eller "Ved at skrive gør jeg en anden skrift vigtigere". Er man vant til traditionel digtning, er samlingerne ikke de nemmeste at gå til, men giver man teksten, sætningerne, skriften en chance har de sikkert høj poetisk kvalitet. For den rutinerede lyriklæser.