Bogens materiale har altsammen iflg. Egebak tidl. været offentliggjort - som forord, forelæsning, tidsskriftartikel el.lign. Men det foreligger her i omarbejdet form - som et stort essay. Genrebetegnelsen er meget bevidst valgt: teksten er et 'forsøg' på at skrive sig ind på Derrida; den skriver om Derridas positioner, som Egebak opfatter dem nu, men såvel Derrida som Egebak er underlagt bevægelse: det er et forbehold og en pointe. Men det fremgår så også, at bogen bevæger sig på et ganske højt niveau: den skriver sig ind i den filosofiske diskussion, skønt Egebak er omhyggelig med at oversætte citater, kort karakterisere grundbegreber o.s.v. Derrida er jo en central person i moderne filosofi, hans projekt kan kort karakteriseres som et forsøg på at dekonstruere den filosofiske institution med dens idé om en 'oprindelig sandhed', som skulle kunne genfindes hinsides menneskelig tænkning etc. Egebak kalder (forsøgsvis) Derridas projekt for 'en psykoanalyse af den vesteuropæiskefilosofiske tradition'. Det er sådanne præcise kærnesteder, man kan tage fat i, hvis man vil søge at nærme sig Derrida via Egebak - og det er en farbar vej. Men altså: svært. Til slut peger Egebak på de politiske konsekvenser af Derridas tænknings magtkritiske potentiale, også spændende.